Tunestillingen

Tunestillingen

  I efteråret 1915 påbegyndtes opførelsen af Tunestillingen.

Tanken om en fremskudt stilling var ikke ny og der havde tidligere havde egentlige fremskudte forsvarslinier på tale. Placeringen havde dog voldt problemer. Det var lange afstande man talte om hvis den skulle gå på tværs af Sjælland. Målet skulle være at spærre adgangen til beskydning af København med artilleri, og da Roskilde Fjord i sig selv udgjorde en naturlig hindring, var en spærring på Sjællands smalleste sted et naturligt valg.

Forsvarslinien begyndte ved Mosede Batteri (kystbatteri) og løb nordpå gennem bl.a. Karlslunde og Vindinge til Veddelev nord for Roskilde. Stillingen skulle have været fortsat til Frederiksværk og Lynæs, men aldrig ført ud i livet. Materialerne blev dog indkøbt og lagt op.
Tunestillingen kom til at leve op til de senest kendte erfaringer og principper fra første verdenskrig. Det altovervejende princip var store pigtrådsspærringer flankeret af små huler (bunkers med to rekylgeværer og en projektør) og de lidt større gallerier (bunkers med op til 8 mands besætning). Bag spærringen og mellem de flankerende huler og batterier lå skyttegravene til infanteriet. 
Fjernkampen skulle føres fra terrænet bag disse hvor artilleriet var placeret med 12 og 15 cm. kanoner i voldaffutager samt feltartilleri.

Bemandingsmæssigt blev der i 1916 planlagt med 40 kompagniopholdsrum der skulle bygges i forreste linie. Dette antyder, at der alene i forreste linie skulle være en bemanding på 10 fodfolksbataljoner. I april 1916 var ingeniør-regimentets opgørelse af den samlede indkvarteringskapacitet i området på 30.000 mand og 10.000 heste. 

Der blev etableret en fremskudt linie af pigtrådssikrede løbegrave, flankerende rekylgeværstillinger og en bagved-
liggende linie af artilleristillinger og små kasematter.(huler og gallerier). Alt udført efter de, på det tidspunkt, tilgænge–
lige erfaringer fra verdenskrigen.
Ialt blev der bygget 29 enkelthuler, 3 enkelthuler med observationsstandplads og 7 dobbelthuler. Hver enkelt hule var forsynet med en 40 cm. gasprojektør og 2 rekylgeværer. Hulerne var bygget med 12-15 cm jernbeton i væggen og 20-25 cm i loftet. Omkring hulerne var der lagt sten under 0,5-1 m jord for at sikre til tidlig detonation inden granater nåede ind under hulen.
Der blev opført 32 gallerier med plads til 8 geværskytter. heraf var de 9 dobbelte.

Det langsgående element i Tunestillingen var skyttegravene. Skyttegrave, der var bygget ved håndkraft efter de bedste erfaringer verdenskrigen havde tilvejebragt. Forskudte forløb og traverser for at hindre eksplosioner i at forplante sig i hele gravens længde. Samtidigt var det heller ikke muligt for en angriber der kom helt ned i graven at skyde på langs af denne. Smårum, skærmtage og forstærkede brystværn samt afløb for den megen vand i bunden gjorde skyttegravene
til nogle enorme anlægs–arbejder. Eksempelvis omtaler Oberst Nyholm i 1916 f.eks. et antal af 4200 stk. skyttegravs–
rum. Som byggeriet tog fart og erfaringerne strømmede ind fra især vestfronten, blev skyttegravene bedre og bedre.

Tunestillingen skulle forene det politiske spil om befæstning eller ej med ønsket om neutralitet og den militære udvik–
ling. Artilleriet skød med mere og mere langtrækkende skyts og tungere og kraftigere granater. Hvor fæstningen var bygget til i rimeligt omfang at modstå 15-20 cm. granater ladet med sortkrudt, stod man nu overfor op til 42 cm granater ladet med brisant sprængstof. Skudvidderne var øget fra 6-7 km. til 11-12 km. Den samme udvikling gjorde sig gæl–dende for skibsartilleriet.
Endelig havde luftskibene gjort deres indtog, hvilket var endnu en udfordring  for fæstningsforsvaret af København.
Nedlæggelsen af Tunestillingen påbegyndtes i foråret 1919.